Tag-arkiv: udråbstegn

Der stod skrevet: Hakket oksekød sælges!!! SKYND DIG!!!

Ja, det var, hvad der stod skrevet på en seddel på opslagstavlen i det supermarked, hvor jeg køber ind. De seks udråbstegn ligesom skreg ad mig, oppe fra og ned, og de afslørede et tilbud, som var af økologisk karakter. 25 kr. pr. halve kilo, og man skulle være hurtig. Det var sikkert godt kød til prisen.

Dansk Sprognævn skriver bl.a. om udråbstegn i den grønne:

Man kan bruge udråbstegn for at vise at ord eller sætninger er ment som udråb, ordrer, opfordringer, ønsker, udtryk for forundring og lign.:

Hallo!
Hænderne op!
God weekend!

Jeg ville egentlig heller ikke bryde mig om at blive ønsket god weekend med udråbstegn, og hele tre ville bidrage til en mindre god weekend. Ét udråbstegn må under alle omstændigheder række.

Jeg har bagefter tænkt over, at de store fede typer og højtråbende udråbstegn jo tjente deres umiddelbare formål. Måske havde jeg slet ikke set det hidsige tilbud, hvis ikke jeg havde hørt opråbet. Men lyst til at købe fik jeg ikke.