Alle indlæg af Jesper Andersen

Læs en million historier

På forfatteren Peter Adolphsens hjemmeside kan man med få klik skabe en unik historie.

Nogle gange falder man over et link, man bare må dele. Forfatteren Peter Adolphsen har på sin hjemmeside skabt en labyrint af digitale tekststumper. Man ved ikke,  hvor man ender, men man får med næsten garanti en sjov, nogle gange dramatisk og tragikomisk historie.

Den kan fx lyde sådan her:

Den gamle elefant harkede en klat slim op på kakkelvæggen. Den silede langsomt nedad, fulgt med øjnene af både dyret og dyrepasseren, Hektor. Begge huskede de, at en blodbøg var væltet den forkerte vej, da nabodamen ville fælde den. Han var trådt til med motorsaven. Nu lå hun støbt ned i garagegulvet.

Der er tale om sætninger, der oser af filosofisk poesi, kontraster og spøjse replikker. Historierne tager deres helt egen finurlige drejning.

Efter sigende skulle man kunne danne en million historier.

Prøv det selv her:

http://enmillionhistorier.dk/

 

 

 

Kommareglerne skal til serviceeftersyn

Dansk Sprognævn skriver på deres hjemmeside, at de har noteret sig den store interesse i offentligheden for kommareglerne. Nævnet vil derfor se på behovet for en eventuel justering af kommareglerne.

I den seneste tid er kommadebatten blomstret op på ny. Bl.a. har formanden for Dansk Sprognævn været i Kristeligt Dagblad, hvor han citeres for følgende:

Dansk Sprognævn kan ikke sidde overhørig, at mange mennesker er utilfredse, og at det hele sejler. Politikere fra begge sider af salen er også optaget af sagen. Vi er nødt til at reagere

Det kan i øvrigt virke som et paradoks, at Jørn Lund selv bruger det traditionelle grammatiske komma. Han følger derfor ikke nævnets generelle anbefaling om ikke at sætte komma foran ledsætninger.

Opdatering 22-04-15: Jørn Lund foreslår ‘frit komma’

Under arbejdstitlen ‘nyt nordisk komma’ foreslår Dansk Sprognævns formand nu et mere frit kommasystem. Det nye komma skal sættes efter sprogligt gehør og ikke være underlagt grammatiske regler i samme grad som den nye komma. I Politiken udtaler Jørn Lund:

Det frie komma skal være et mere kraftfuldt alternativ. Det skal kunne bruges uden grammatiske forkundskaber ud fra en mere musikalsk tilgang til sproget, hvor man ser på, hvad der naturligt hører sammen i en sætning.

Jørn Lund har fremlagt sit forslag på et bestyrelsesmøde i Sprognævnet og sendt det til nævnets medarbejdere.

Dagens ord: Grønnegadesprog

Grønnegadesprog, også kaldet grønnegadensk eller grønnegadedansk. Boede man i begyndelsen af forrige århundrede i Grønnegade, som er en gade i indre København nær Kongens Nytorv, talte man angiveligt et løjerligt og gebrokkent grønnegadedansk. Man kunne også bo i andre dele af landet og få stemplet at være en borger, der var taget lige ud af Grønnegadeniveuaet. Gaden var for 100 år siden fortrinsvis beboet af den jævne befolkning, hvoraf nogle måske også har talt rendestenssprog, som var datidens betegnelse for ”et lavt, plumpt, vulgært sprog.”

Om grønnegadesprog giver ODS bl.a. følgende eksempel:

… i forsk. udtr. og ssgr. som betegnelse for tarvelig københavnsk sprogbrug (jf. Gammelstrand).
“Naar han . . kom hjem, væltede Mutter en hel Spand Grønnegade over ham.”
Ikke alle  i Grønnegade talte grønnegadesprog

Alle beboerne i Grønnegade i datidens København har næppe talt grønnegadesprog. Man kan bl.a. læse på hjemmesiden indenforvoldene.dk, at præsten og litteraturhistorikeren C. J. Brandt boede i Grønnegade 16 i en periode i 1800-tallet. Han var bl.a. forstander for Grundtvigts Højskole i 1856-1860 og har været en særdeles dannet mand.

I dag huser Grønnegade mondæne butikker, restauranter og bl.a. Mette Blomsterbergs konditori. Gaden er gennemrenoveret, og en etværelses lejlighed på 38 kvm koster over 2 mio. kr. Der tales sikkert mange sprog i Grønnegade i dag.

10 glemte ord, der begynder med a

Man kan finde mange løjerlige ord i vort riges historiske ordbøger. Og hvis man tror, at slang kun er et nutidigt fænomen, må man tro om.

Har man en kærlighed for ord, findes der flere gode kilder til hjemmegranskning i den kolde tid. I de senere år er flere ordbøger kommet online. Man kan slå op i de historiske retskrivningsordbøger (tilbage til 1872) samt Moths Ordbog, der dækker det danske sprog omkring år 1700.  Og så er der ikke mindst Ordbog over det danske Sprog (ODS), som dækker perioden fra 1700-1950. Den er i omfang den største af ordbøgerne og indeholder 225.000 opslagsord (den bruger også Moth som kilde). Til sammenligning har Retskrivningsordbogen fra 2012 ca. 63.000 opslag. Læs videre 10 glemte ord, der begynder med a

Sproglaboratoriet på P1 laver en sprogbøf

Journalisten, der har skrevet programomtalen til dagens program, har lidt problemer med den bestemte form landene. Oven på den sprogbøf serverer vi derfor artiklen vindene eller vindende? endnu en gang.

Hurtig huskeregel
Hvis du er i tvivl om -ene eller -ende (fx vindene eller vindende), så prøv at bøje ordet som et navneord. Kan du sætte en eller et foran, så skal du bruge -ene.
Læs videre Sproglaboratoriet på P1 laver en sprogbøf