Modsætningsfigurer i stilistikken

Modsætningsfigurer skaber spænding i teksten og er et meget effektivt stilistisk virkemiddel.

Der bliver ofte opstillet modsætninger i taler, som vi lige har set i Dronningens nytårstale 2014. Herunder gennemgår jeg de klassiske modsætningsfigurer inden for stilistikken.

Kiasme: Kiasme er en krydsstilling af to eller flere led. John F. Kennedys uforglemmelige opsang til det amerikanske folk i indsættelsestalen fra 1961: ”And so, my fellow Americans: Ask not what your country can do for you – ask what you can do for your country.”

Kontrast: Kaldes ofte også for antitese. Er en modstilling eller sammenstilling af led og ord af modsat betydning. Fx det gælder liv eller død. Klassiske kontraster er had/kærlighed eller det gode/det onde.
Bliver meget ofte brugt i politiske taler eller nyhedsartikler som en modstilling mellem synspunkter. Når regeringen fremsætter lovforslag, kan de fx også argumentere for stramninger i retspolitikken ved at opstille klare kontraster mellem kriminelle og lovlydige. Eller som her, hvor de kapitalistiske banker sættes over for småsparerne (kilde: http://www.autonominfoservice.net):

Skandalen rammer først og fremmest småsparere. Mens bankkonsortierne – efter de har fyret et par ”ansvarlige” topmanagers og valutaforhandlere – ufortrødent vil fortsætte med at generere kapital-akkumulation…

Paradoks: Indeholder noget fornuftsstridigt, selvmodsigende eller absurd. Paradokser er et diffust teoretisk begreb, for tit indeholder et paradoks nogen grad af sandhed. Andre gange er det meningsløst, men påpeger en sandhed i kraft af sin iboende meningsløshed.
Et eksempel på et paradoks er fx dobbeltmoral, eller “når man siger ét, men gør noget andet”.
Ordet paradoks indgår ofte i den politiske debat, når partierne angriber hinanden. Her er det i en tekst fra Socialdemokratiets hjemmeside:

Det er et paradoks, at Dansk Folkeparti på den ene side lover befolkningen mere og bedre velfærd på nær sagt alle områder samtidig med, at Dansk Folkeparti på den anden side peger ubetinget på Lars Løkke som ny statsminister, der har sat som krav, at der skal indføres nulvækst i den offentlige sektor.

Oxymoron: Et oxymoron er en sammenstilling af to logiske modsætninger, og vi kan derfor også tænke på det som et “komprimeret paradoks”. Vi kender det fra dagligsproget med udtryk som tragi-komisk, tøsedreng eller larmende tavshed.
Ordet oxymoron kommer fra det græske oxys (’skarp’) og moros  (‘dum ‘), og det betyder derfor ’skarpsindig dumhed’, hvilket i sig selv gør ordet til et oxymoron.

Et godt eksempel på et oxymoron finder vi i ved indgangen til 1985, hvor Dronning Margrethe i Nytårstalen bl.a. sagde:

(…) så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden … Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.

Kan du finde oxymoronet?

Zeugma: Er en sidestilling af uensartede led og skaber derfor en semantisk spænding. Tag fx Ole Lund Kirkegaards valg af navnet Gummi-Tarzan, hvor de to ord må siges at stå i modsætning til hinanden. Noget tilsvarende ses i titlen til filmen kan du høre, hvad jeg ser?, hvor den danske oversættelse netop spiller på en indbygget modsætning.

En tanke om "Modsætningsfigurer i stilistikken"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *