Gentagelsesfigurer i stilistik

Figurer inden for stilistikken giver teksten rytme og kulør, og bruges de med omtanke kan de appellere både til vores følelser og intellekt.

Figurer har en fast plads i tekstforfatterens rygsæk og bruges ofte i taler. Man kan skelne mellem gentagelsesfigurer, modsætningsfigurer og dramatiske figurer (Gall Jørgensen, 1997). Nedenfor har jeg uddybet de mest almindelige gentagelsesfigurer.

Anafor: Gentagelse i begyndelsen af flere sætninger eller led. Bruges ofte som retorisk finte i taler. Mest kendt er nok Martin Luther Kings brug af udtrykket “I have a dream” i den berømte tale, som vi hører mange gange.

Lyt eventuelt til hele talen herunder.

I talen bruges anaforen som et kraftigt retorisk virkemiddel mange steder og understøttes af den langsomme, messende tale. Allerede i begyndelsen med anaforen “one hundred years later”:

One hundred years later, the life of the Negro is still sadly crippled by the manacles of segregation and the chains of discrimination. One hundred years later, the Negro lives on a lonely island of poverty in the midst of a vast ocean of material prosperity. One hundred years later, the Negro is still languished in the corners of American society and finds himself an exile in his own land.

Antimetabole: Gentagelse af ord i omvendt rækkefølge (fx dig og mig, mig og dig). Sjove udtryk som: Hellere ét dyt i bamsen end én bamse i dytten.
Der er også berømte eksempler fra taler, hvor der leges med udtryk, der vendes om med retorisk effekt, fx:  Ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country (John F. Kennedy).

Epanastrofe: En sætning begynder med samme ord, som den foregående ender med. Fx: Hendes hud var blød, blød som fløjl eller jeg har fået nok! Nok af mænd. Mænd er simpelthen …

Epifor: Gentagelse af ord eller udtryk i slutning af sætninger. Figuren er ikke helt så udbredt som anaforen. Gyldendals åbne encyklopædi har dette fremragende eksempel:

Kromandens Vogn kom frem, Englænderne kom op, Bondemanden kom op, de raadne Æbler kom op …
(H.C. Andersen).

Epizeuxis:  Ordet betyder egentlig “sammenføjelse” og  er en figur, hvor et ord gentages to eller flere gange umiddelbart efter hinanden såsom dav dav eller ja, ja. Er ikke så raffineret en figur, men kan lægge tryk på og fremhæve mening såsom det var meget, meget dumt gjort. Retorisk kan figuren bruges til at skabe entusiasme eller udvise taknemlighed i forhold til modtageren, men kan også virke omklamrende eller insisterende, fx: Tak, tak, stort tak, fordi I alle er kommet.

Pleonasme (af græsk pleonasmos “overflod”): Overflødig selvgentagelse eller ”dobbeltkonfekt”. Ses ofte i faste vendinger som tit og ofte eller evig og altid. Sniger sig også ind som dårligt sprog i typiske formuleringer som årsagen skyldes eller bakke baglæns.

Polyptoton: Gentagelse af ord i forskellige grammatiske former, fx vennernes ven eller bossernes boss.  Ordene hidrører dermed fra samme rod og giver ofte udtrykket en højtidelig eller “søgt overdreven” effekt.

Symploke: Denne figur dækker over en rammegentagelse og kobler anafor og epifor. Der gentages ét eller flere ord først og sidst i en sætning eller en historie. Flere af HC Andersens eventyr er rammefortællinger, hvor der først udsiges noget generelt om fortællingen, så begynder fortællingen, hvorefter han vender tilbage og kommenterer som alvidende forfatter.
Kan også binde taler smukt sammen og bruges i omtalte Luther Kings tale:

Jeg har en drøm om, at en dag, nede i Alabama, med alle dens bidske racister, med dens guvernør, hvis læber drypper af ord om særlove og lovannullering; at en dag (…) vil små sorte drenge og piger kunne holde små hvide drenge og piger i hånden som søstre og brødre. Jeg har en drøm i dag!

Synonymi: Brug af ord eller udtryk i flæng, der har ensartet eller næsten ensartet betydning. Kan bruges til at give udtrykket ekstra pondus med patos-appel såsom “Han var et skvat, et pjok og en ren svækling”.

Tautologi: Overflødig selvgentagelse (jf. pleonasmen), jf. også et “cirkelbevis” inden for argumentationsanalyse. Keld Gall Jørgensen nævner eksemplet folkedemokrati i sin bog Stilistik (1999). Folkedemokrati rummer et tautologisk element, fordi demokrati i forvejen betyder folkestyre. Vi kan også iagttage komiske virkninger i udtryk som forældre med børn eller en ugift ungkarl. Ligesom pleonasmen dækker tautologien således over en overflødig gentagelse, men der er en forskel. Pleonasmen gør brug af et overflødigt ord (man siger det samme ved anvendelse af synonym). Ved brug af tautologien siger man det samme på forskellig måde.

Trikolon: “Tretrinsraket”. Tallet tre kan nærmest ses som et lykketal inden for retorikken og skrivekunsten i almindelighed. Udtryk, der består af tre dele, har ofte en rytmisk klang og er guf for hukommelsen. Fx: Gud, konge og fædreland.
En endnu mere effektiv variant er tretrinsraketten med bogstavrim som fx formulér dig koncist, kortfattet og korrekt.

I næste blogindlæg vil jeg se nærmere på modsætningsfigurer.

2 tanker om "Gentagelsesfigurer i stilistik"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *