Talehandlinger i årets nytårstale

En dronning, der opfordrer til handling: Hendes Majestæt bruger i særlig grad udtrykket vi skal i nytårstalen 2014.

På et sprogforum må det være oplagt at gøre sig nogle nærsproglige iagttagelser af Dronningens nytårstale. Jeg lagde fx mærke til den hyppige brug af modalverbet skulle og særligt udtrykket vi skal. Dronningen siger 13 gange enten vi skal eller skal vi, og sammenligner man med de senere år, er det en markant optrapning. I 1984-talen, som årets tale er blevet sammenlignet med pga. henvisningen til de fremmede i vores kultur, siger hun kun én enkelt gang direkte vi skal.

I årets tale binder Dronningen retorisk vi skal sammen med den klassiske modsætningsfigur kontrast. Det er især kontrasten mellem sorg og glæde, fattig/rig og mellem dem, der har mentalt overskud til at række en hånd ud, og dem, der ikke har. Eller som her, hvor kontrasten er tydelig mellem op og ned:

Derfor skal vi tale op i stedet for at tale ned.

Dette korte tekstuddrag er i øvrigt et afsnit i talen, der kun er på én linje. Ordene står i den officielle udgave af talen med luft omkring og fortæller derfor også, at netop her har Dronningen noget væsentligt på hjerte. Dette kunne være relevant i forhold til artiklen om afsnit.

“Skal” opfordrer særligt til handling

Skal kommer af modalverbet skulle og bliver i denne sammenhæng en regulerende sproghandling med en opfordring til handling. Og handlingsregulerende sproghandlinger kommer netop ofte til udtryk ved brug af modalitet med verberne skulle, kunne, burde og ville.

Talehandlinger
Teorien om talehandlinger kommer fra den gren af lingvistikken, der kaldes pragmatik. Den blev udviklet i 1960’erne og 70’erne og bygger hovedsagelig på John L. Austin og John Searles værker. Inden for teorien kan man bl.a. skelne mellem disse tre overordnede talehandlinger:

  • Informerende (repræsentativer): sproget som meddelelse, fx at fortælle, oplyse.
  • Handlingsregulerende (regulativer): sproget som styring af adfærd, fx at foreslå, fraråde.
  • Holdnings- og følelsespåvirkende (ekspressiver): sproget som udtryk for følelser, holdninger og vurderinger. Fx at rose, undskylde.

2 tanker om "Talehandlinger i årets nytårstale"

  1. Det er nogle interessante betragtninger, men man kan naturligvis ikke sætte automatisk lighedstegn mellem opfordring til handling og brug af modalverbet skulle her. Der kan også opfordres indirekte til handling ved at bruge retoriske spørgsmål, være stærkt følelsesladet (patos) osv.

    Ud fra en stilistisk betragtning er talen i år ikke så farverig. Billedsproget er ikke særligt udtalt, selvom vi da får lidt med ord, der vælter hele læsset og krigen, som trak sit blodige spor. Her er dog tale om halvvejs døde metaforer, og vi bevæger os ikke i den kreative ende. Og sådan behøver det nu heller ikke at være, for at en tale er god og relevant.

    1984-talen var i øvrigt kendetegnet ved, at Dronningen brugte, hvad man inden for stilistikken kalder et oxymoron.
    Det er en sammenstilling af to logiske modsætninger, og vi kan derfor også tænke på det som et “komprimeret paradoks”. Vi kender det fra dagligsproget med udtryk som tragi-komisk, tøsedreng eller larmende tavshed.
    Ordet oxymoron kommer fra det græske oxys (‘skarp’) og moros (‘dum ‘), og det betyder derfor ‘skarpsindig dumhed’, hvilket i sig selv gør ordet til et oxymoron.

    I 1984-talen siger Dronning Margrethe:

    (…) så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden … Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.

    Dumsmart er et et oxymoron. Talen, hvor Dronningen kritiserer vores intolerance (og opfordrer os til at opføre os bedre) vakte meget debat, og dette ikke mindst netop pga. den “dumsmarte bemærkning”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *