Automatkommaer, der irriterer mine øjne

Rigtig mange mennesker synes, at de er gode til at sætte komma. De er faktisk blevet så gode, at de kan sætte det helt automatisk uden brug af kryds & bolle – og hurra for det. Denne artikel påpeger dog et særligt problem, der synes at gå igen blandt de automatiserede kommasættere.

Mange af os har gennem årene lært at spotte bestemte ord i sammenhænge, som der normalt skal sættes komma foran. Det gælder bl.a. foran ’som’, ’der’ og de mange hv-ord som fx ’hvor’, ‘hvad’ eller ’hvilket’. Disse ord går under betegnelsen ’henførende stedord’, når de optræder i en ledsætning.
Desværre kigger mange af os ikke på hele sætningen, inden kommaet sættes. Der opstår derfor et automatkomma, der er meget udpræget i bl.a. journalistiske artikler, og som sættes af mennesker, der ellers har en fejlfri kommatering. Nogle kalder også dette komma for ’idiotkommaet’, men jeg synes, ’automatkommaet’ er en mere passende beskrivelse.
Her er et eksempel fra en artikel:

Udviklingen inden for off-piste kommer ikke overraskende fra USA. Her måler man nemlig ikke et skiområde på, hvor mange kilometer præparerede pister, der findes, men på, hvor stort et område, man kan løbe på ski på.

I dette tekstuddrag er der to klare kommafejl, mens et tredje måske kan diskuteres. De to klare kommafejl optræder efter ’pister’ og ’område’. Det, man skal lægge mærke til, er, at disse kommaer ikke afgrænser en sætning, men er en del af en ledsætning. De har ikke et bærende udsagnsord for sig selv, men hører derimod sammen med det efterfølgende.

Disse fejl optræder meget ofte i sammenhæng med ’der’, og det gode tip i denne sammenhæng er at sætte kommaet foran hv-ordet. Se på eksemplerne her, hvor komma er sat korrekt:

Banken lovede at undersøge, hvor mange penge der fejlagtigt var trukket fra hendes konto.

Da han stod i forretningen, kunne han ikke afgøre, hvilken af de to skotyper der var bedst.

Hvis man vil læse en god, samlet og pragmatisk tilgang til komma, kan jeg anbefale den nyeste udgave af ‘Håndbog i Nudansk’ (5. udgave, 2005), hvor der er et kommaleksikon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *